AT TAGE DEN ANDENS SIDE I EN KONFLIKT
Vi taler i Deep Democracy om at tage den andens side i en konflikt. Og at inkludere de stemmer, vi ikke bryder os om, og normalt ikke lytter til. Det lyder meget rigtigt og godt – og er ikke altid helt nemt i praksis. Det er en følt ting mere end en tænkt ting. Her er et eksempel på, hvordan man kan tage den andens side i en konflikt – og hvad et kvindeligt bestyrelsesmedlem fik ud af at gøre det:
Sine underviste en gruppe frivillige i konflikthåndtering. En ældre kvinde havde været aktiv i en forening i mange år. Hun var frustreret over, at de nyankomne i bestyrelsen ikke lyttede mere til de ældre og erfarne. De havde prøvet mange ting omkring at afholde arrangementer for medlemmerne. De vidste, hvad der virkede og ikke virkede i den sammenhæng.
Vi lavede en øvelse, som hedder ”tag den andens side.” Øvelsen går ud på, at du – sammen med en hjælper – skiftevis tager din egen og den anden persons side i en konflikt. Dvs. at du rent fysisk bevæger dig fra side til side i rummet, og taler (og føler) dels ud fra dit eget perspektiv, dels ud fra den andens. Hjælperen hjælper dig ved ligeledes at skifte perspektiv og indtage dels din side, dels den anden persons.
Undervejs i denne øvelse fik kvinden nogle indsigter om, hvordan det var at være den nytilkomne i bestyrelsen. Hun forstod, at det nogle gange måtte være irriterende at få at vide, at ”det har vi prøvet.” Da hun indtog den anden persons position kunne hun mærke, at hendes indstilling kunne dræbe energi og engagement hos de nye. Hun drog den konklusion, at hun nogle gange skulle give mere slip og overlade mere til andre. Det gav hende et mere afslappet og inkluderende forhold til de nye i bestyrelsen.
Har du selv nogle oplevelser med at se sagen fra den andens side i en konflikt – og hvad gjorde du for at få den oplevelse/indsigt?
Be First to Comment